Skip to main content

Maria

Lidt højtflyvende kan man sige, at jeg har fundet fred i min alopecia, og det har Nabila hjulpet mig godt på vej med“.

Maria med alopecia uden paryk
Maria med alopecia der anvender paryk fra Nabilas Parykker

Om forløbet

Tilbage i 2007 opdagede Maria de første bare pletter i hovedbunden. Hun antog først, at det var et midlertidigt tilfælde, men så sig efter nogle måneder nødsaget til at kontakte egen læge, da pletterne spredte sig. De første læger, Maria møder, kaster fejlslagne diagnoser og behandlinger op i luften. Først da hun henvises til Bispebjergs dermatologiske afdeling kommer hun i de rette hænder. Det er her, Maria får at vide, at hun har alopecia areata. Og det er i forlængelse heraf, Maria første gang stifter bekendtskab med Nabilas Parykker, en verden, hvor det er helt normalt at være skaldet og samtidig bære et smil om læben.

 

Valg af paryk

Maria har valgt en specialfremstillet paryk i ægte hår, fremstillet efter hendes egen hovedform. Denne type paryk er produceret i et let materiale, som medvirker til, at parykken er behagelig at have på. Parykken påsættes ved hjælp af lim eller dobbeltklæbende tape. Når man vælger at påsætte en paryk med tape, kan man som kunde selv udskifte tape efter behov. Vælger man derimod at påsætte parykken med ved hjælp af lim, holder monteringen i en måned. Herefter man må aflægge salonen et besøg for at få vasket hovedbunden, renset parykken og få påsat den igen.

Udtalelse

“Fra 2007 til 2011 havde jeg to-tre hårtabsperioder. Første gang var værst. Her røg det meste af mit hår på hovedet, mine øjenbryn og -vipper og mine hår på armene. Jeg kørte kasket/hatte-stilen, når hårnålene ikke kunne dække de bare pletter. Jeg husker en tid som ekstrem hård psykisk. Uvisheden åd mig op. Hvad var der dog galt med mig? Hvad var det næste? Skete det igen? Hver eneste dag holdt jeg skarpt øje med, om jeg fældede hår. Og når jeg opdagede nye bare pletter, fik jeg en kæmpe klump i maven og i halsen. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det nemmeste ville være, at det enten faldt helt af eller blev. Enten eller. Så havde jeg noget at forholde mig til. Mit massive fokus på hår, eller mangel på samme, blev simpelthen så usundt. Nøj, hvor græd jeg mange tårer, samtidig med at jeg forsøgte at bevare håbet”, fortæller Maria. 

Først da Marias alopecia træder i kraft, begynder hendes hår at få stor betydning for hende. Hun oplevede, at hendes identitet og kvindelighed i høj grad voksede langs hendes hårstrå. Til sidst fik hun nok og valgte at indstille kampen mod hårtabet.

“I forlængelse af min første graviditet og fødslen af min ældste søn i 2011 faldt det meste af mit hår på hovedet endnu engang af. Og efter et enkelt besøg på Bispebjerg besluttede jeg mig for at undersøge muligheden for paryk. Jeg orkede ikke mere. Ikke flere lægebesøg, undersøgelser, mislykkede behandlinger”, fortæller Maria. 

Det er herefter, Maria opsøger Nabila, der dengang havde forretning i Charlottenlund. 

“Til det første møde, hvor jeg skulle have taget aftryk af mit hoved til min første paryk, husker jeg at træde ind i en verden, hvor det var helt normalt at være skaldet. Endda med et smil på læben. Her var plads til grin, tårer, omsorg og snak samtidig med, at Nabila på en kærlig måde prikkede til noget af det, der var svært at se i øjnene, at alopecia er en livslang ledsager. Hun fortalte mig sin historie og hendes mission om at hjælpe andre med alopecia. Hun hjalp mig videre i min proces”, beretter Maria om mødet med Nabila. 

Men at kaste sig ud i at bære paryk er en tilvænningssag, og til rejsen knytter sig mange turbulente følelser. Det oplevede Maria også:

“I december 2012 fik jeg min første paryk. Det føltes som om, jeg havde fået en tredje arm. Jeg følte mig så fremmedgjort. Heldigvis skulle jeg samme dag til julefrokost på arbejdet. Det var god timing, fordi der var andre med paryk og store kjoler. Forskellen var bare, at min paryk blev på. Det var en kæmpe mundfuld til at begynde med. Der gik nogle uger, før jeg vænnede mig til det. Jeg har nu båret paryk i ni år. Jeg har prøvet det meste. Lim, tape og nu ingenting. Jeg har været blond, rødhåret og mørkhåret. Jeg har været hele vejen rundt. Fordi jeg tænkte, at nu har jeg, med gode kommuner i ryggen, mulighed for at prøve noget forskelligt. Der er som regel gået nogle dage nogle dage, før jeg har vænnet mig til nye parykker. Men med den gode kvalitet, som Nabilas parykker er i, så er tilvænningsperioden nærmest ikkeeksisterende længere”, fortæller Maria.

“Det har været en vanvittig rejse, men altid med Nabila i ryggen. Jeg ville lyve, hvis jeg skrev, at jeg ikke længere går op i, hvad folk tænker, men jeg er nået til et punkt, hvor jeg smider parykken, hvis det føles for bøvlet at beholde den på. Ofte tager jeg den af, når jeg kommer hjem fra arbejde. Min familie er vant til at se mig uden paryk. Jeg tager den også af som det sidste i svømmehallen, eller hvis jeg en sjælden gang imellem får massage. Ja, det afføder blikke. men hvis man smiler tilbage, så får man altid et smil den anden vej, det er min erfaring. Jeg forstår til fulde de alopeciaramte, der ikke kan være så afslappede omkring det at gå med paryk som mig. Vores forløb og rejser er forskellige”, beretter hun videre om rejsen og hverdagen med paryk.  

“At bære paryk er en del af mig, og jeg kan ikke forestille mig at gå rundt ude i samfundet uden. I dag har jeg tatoverede bryn, da de også har tænkt sig at blive væk, og mine vipper kommer og går. Jeg har også bare pletter andre steder på kroppen. Alopecia er et mysterium. Lift højtflyvende kan man sige, at jeg har fundet fred i min alopecia, og det har Nabila hjulpet mig godt på vej med”, fortæller Maria afslutningsvis.

Hårtab kan ramme alle. Sammen finder vi løsningen for dig.